Hvæserier, holdninger og historier

I dag har jeg bevidnet en foklorefusion. Eller et folkloreclash. Eller måske bare nogle mærkelige mennesker opføre sig mærkeligt. Det er lidt som man tager det.

Historien er i hvert fald, at jeg havde været nede i Midtbyen og handle lidt gave til Moderen, der fylder år om føje tid. Kom også til at købe et oliventræ til mig selv, hvilket jeg fortrød et par gange, thi slig fauna er tung som ind i helvede og jeg bandede mig selv langt ned i omtalte lokation, for at være så stupid at falde pladask på noget så unyttigt som blomster.

Jeg havde kort sagt hænderne fulde!

Da jeg endelig finder en acceptabel gave, kan jeg finde en egnet bus og begiver mig hen mod nærmeste stoppested. Der er det sædvanlige udbud af tøndeformede damer i tørklæder og høj stemmeføring, råbende alkoholikere og os normale, der har lukket os inde i en osteklokke, for at slippe for at tage stilling til noget så vulgært som andre mennesker.

Alkoholikeren bryder sig ikke om osteklokker. Han anråber samtlige ved stoppestedet, skåler og insisterer på at tale med folk. Det bryder de sig ikke om og særligt en sur selvhøjtideligt udseende højskoleelev, bliver slræmt lamgt væk.

Endelig er der dog gevinst. Alkoholikeren brøler et “Na zdrowie” efter en af de tørklæde teltindhyllede damer, som jeg i første omgang antager kommer fra Gellerup, Trillegården eller lignende. Hun svarer med et “Espagna!!!” og så går den vilde jagt på kaudervældsk volapyk, for damen og hendes veninde taler lidt dansk, men Alkoholikeren insisterer på at snakke udenlandsk med dem, så han prøver med alle de sprog han kan stampe op af hjernetågerne. Det lykkes ham dog, at få ud af damerne, at de er romaer. Af en eller anden grund begynder han at synge “Ein bisschen Friede” og så kan det nok være, at der bliver fyret op under den ene af romadamerne. Hun begynder at lalalalalle noget folkemusik og danse med alkoholikeren og jeg fik øjnene op, for hende her Romabedstemor kunne både slå smut med øjnene og danse, så man glemte at hun burde være gammel nok til at nøjes med at sidde og strikke, mens de unge danser. Nøj hun var sexet!!!

Det syntes Alkoholikeren også, så han begyndte at danse en mærkelig blanding af flamenco og balkandans. På dette tidspunkt er jeg ved at omkomme af grin og lykke. Der foregår en lille fest, lige foran mig og alle andre har travlt med at ignorere den.

Partykillers.

Bussen kommer og festen fortsætter aller bagerst i bussen, hvor romadamerne synger og Alkoholikeren stamper i gulvet. For første gang EVER, var jeg utilfreds med at skulle af min bus!! det hjalp dog på humøret, at jeg ved et uheld var kommet til at sætte mig ved siden af en rigtig pikugle, med rigtig dårlig ånde. Så kender man sine århusianske buslinjer igen.

0 Comments

Det kan godt være at jeg på Facebook, Twitter og ude i den virkelige verden, er verdens værste kattedame. Det kan godt være at Ponyen hænger folk langt ud af halsen - hvilket jeg i øvrigt ikke fatter, men jeg accepterer det og har i øvrigt ikke tænkt mig at respektere det

Se, ER han ikke sød? Og fuldstændigt irrelevant for dette indlæg.

Mit ærinde er nemlig ikke at promovere Ponyen, selvom jeg sandt at sige, kun sjældent forsømmer lejligheden, men derimod at bitche over folk, der har deres kæledyr på Facebook.

DET er nemlig underligt. Blandt mine facebookkontakter, har jeg haft en kat (den blev aflivet), en bamse (slettede den under en oprydningsraptus) og jeg har altså stadig den her hund, som jeg er vild med IRL, men gud jeg hader dens facebook-alterego!

Hvad er det, der gør at folk finder det påkrævet, at udstyre deres kreaturer med en social profil?

Se, vores hund er søøøøøøj og sjåååååååw? Eller er det fordi det er sjovere, at skrive ud fra dyrets synspunkt? Det kan jeg egentlig godt følge, men hvis opdateringerne består i “Spinder”, “Er træt efter at have leget hele dagen”, “har slæbt en mus ind i badeværelset og sat mor til at jagte den” og lignende nuttede banaliteter, så er vedkommende kæledyr (og især ejerne) i fare for akut bad standing i min bog.

Jeg kan ikke komme på så mange typer fjæsbogskæledyr, men har da fundet et par stykker:

1. Kæledyret fungerer som katalysator for ejerens frustrationer over ditten og datten. Oftest er kommentarerne pakket ind i humor, men budskabet står ikke til at ændre. Fx: “er sikker på at Jørgen Leth har et rigtig lækkert kødben. Ellers kunne han jo ikke score alle de damer“
2. Se min dejlige hund/kat/hamster/kvælerslange. Bruges af speltsegmentet, der har for få børn, eller for meget overskud. Dyret arrangeres i dekorative omgivelser, mens der knipses løs i diverse nuttede situationer. Bruges til at cementere ejerens selvbillede som overskudsmenneske: “Har slæbt en mus ind i soveværelset, så min mor kan lære at slå dem ihjel. Hun klarede det i andet forsøg og i morgen vil jeg se om hun kan fange en fugl. Stay tuned”
3. Så er der dem, der bare ELSKER deres kæledyr og som opretter en profil, dedikeret vidunderets nuttetheder. Som regel er det billeder ledsaget af lidt tekst, men en enkelt opdatering sniger sig da ind fra tid til anden: “Spinder” “har lige jagtet katten. Den vendte sig om og slog mig. Nu trøster far mig, mens mor skriver denne opdatering”
4. Og så er der folk som mig, der bare plastrer deres egne profiler til med nuttede, irriterende kæledyrsbilleder

Mit største problem er nu nok, at det er ejernes alter ego, der kommer til udtryk i kæledyrsprofilerne, ikke kæledyret selv. Og når jeg har et HELT andet billede af en sød lille vapse, end den flabede dumme skodkøter, der huserer på min profil (selektivitet er løsningen) - ja, så bliver jeg altså irriteret. Og så afreagerer jeg. Her. På bloggen. Hvor skulle jeg ellers gøre det?

0 Comments

Nu vi er i røvhulsgenren, så synes jeg næsten at I skal have en lille historie om et RIGTIGT røvhul. Et stort, behåret, lortefyldt et af slagsen.

For ikke så længe siden, var Milady i det store stygge udland sammen med en del af The Holy Crew. Vi skulle selvfølgelig teste det lokale natteliv og som følge heraf, var Milady og en af de andre piger blevet lidt fulde og meget trætte, så vi siger farvel til de andre og begiver os hjemover.

Efter ca 10 skridt, bliver vi stoppet en en lille fed mandsling, der forsøger at omfavne mig. Min første tanke, er at det er en manøvre for at komme til at hugge min taske, eller i det mindste komme til taskens indhold, så jeg trykker min (store) taske ind til mig og kan derfor ikke rigtig skubbe ham fra mig, men tilsyneladende er det ikke min taske, han er interesseret i. I hvert fald, begynder han at slikke mig i hovedet. Dette får min veninde (som du ikke vil møde i en mørk gyde) til at gå ind i mellem os og skubbe ham væk. Han siger noget på udenlandsk og vi siger skrid på dansk.

Han bliver ved med at forsøge at komme hen til mig og min veninde bliver ved med at skubbe ham væk. Pludselig gør han det universale knalde-tegn og så kan det nok være at Milady vågner op. Mens jeg overvejer om jeg skal skrige på hjælp, ringe efter de af vores venner, som vi lige har forladt og som kan skræmme de fleste på flugt, eller sparke ham, får min veninde ildøjnene frem og hvæser at nu kan han godt forsvinde. Jeg stemmer i med samme ildøjne og en fod, løftet til los i bollerne og så forsvinder han heldigvis.

Hvad man ikke skal finde sig i… Men vi kom hjem og fik et krus varmt ovenpå oplevelsen. Og jeg fik takket alle guder for, at jeg heldigvis var i godt selskab

4 kommentarer

Pernille Aalund har begået en bog til sin datter. Ditte Giese har begået en anmeldelse af bogen. Og jeg har læst anmeldelsen. Nu har jeg ikke lyst til at læse bogen. Og så alligevel. For Giese syntes at den var så håbløst gammeldags og pinlig, at man næsten blev nysgerrig. Og da hun afsluttede anmeldelsen med undren over at en mor råder sin datter til at holde “numsehullet fint og uden folder”, klikkede det for mig. For HVAD betyder det at holde røvhullet foldefrit? Skal man stryge det? Findes der strækøvelser? Og HVORFOR må de folder ikke være der? Jeg mener - det er jo en sammentrukket muskel, der sørger for at æh…. rosenvandet ikke løber ud over sine bredder?

Ok - jeg er ikke den store numsehulsfetischist. Faktisk foretrækker jeg at man helt holder sig fra det område, da det er ensrettet og det står ikke til diskussion! Men bevares, på visse punkter er jeg tilsyneladende alligevel enig med Aalund (og en masse andre kvinder) i at kropsbehåring er wadr. I hvert fald min egen og jeg kan da også tage mig selv i at gyse, når jeg ser et bar ubarberede dameben, en sort bikinilinje eller flagrende hår under armene.

Men det er i sidste ende er det kun mit problem, fordi jeg er snerpet (til gengæld får damerne lynhurtigt et problem, hvis de begynder at prædike om naturlighed og de follikulære tætheders velsignelse for mig). Man skal gøre det, som man finder bedst og hvis nogle har det bedst med fx at få bleget måsen, er det fint med mig. Men lige frem at få glattet den? Der er noget her, som jeg slet ikke forstår.

Er der nogle damer derude, der kan fortælle mig, hvordan man gør? Og hvorfor det skal gøres?

Og Mor, hvorfor har du aldrig givet mig den slags tips??????

3 kommentarer

AAAAAAAVVV!!!! AV AV AV !!

Sådan kan min tilværelse opsummeres.

Først er der mit ego - det har ondt, fordi det endnu ikke er lykkes mig at finde et job, blandt andet.

Jeg har også ondt i kæften. Både fordi jeg ævler enormt meget, så mine kæber af og til går i kramper og mit talerør skriger på LUFT og rekreation, men også fordi jeg jo har en selvmorderisk tand, der i disse dage gør ENORMT opmærksom på sig selv, hvorfor jeg skriger, når jeg indtager noget koldt. Faktisk gør det så ondt at drikke noget koldt, at jeg er gået over til at drikke ingefærte, når tørsten skal slukkes. Eller vand, der er “opvarmet” til stuetemperatur. Har fået en henvisning til Tandlægehøjskolen, men de har ikke tid før efter sommerferien og i den tid må min egen tandlæge holde for, hvilket hun vist gerne gør. Nu skal jeg have skidtet tjekket på mandag. Håber ikke der er parodontose - der var en dub tandkødslomme sidst, fordi den er så skidt tilpas, det lille tandpus. De andre tænder har det FINT, vil jeg lige sige. I skal ikke tro at jeg ikke kan hitte ud af at holde mine bisser ;-).

Årsag nummer tre til at mit liv er fyldt med smerte, er som taget ud af Salmernes Bog; Med sorg og selvskabt plage, du intet retter ud”.  Jeg er nemlig begyndt i fitnesscentret (AKA Torturcentret) igen, efter nogle års pause og for HELVEDE det gør ondt at komme i gang igen. Jeg var også overmodig og lagde ud med at tage munden for fuld med noget cross fit. Brugte de næste tre dage på at dø. Nu forsøger jeg at styrke- og konditræne, så næste omgang ikke får instruktøren til at grine af mine bandeord  - de af dem, jeg havde luft nok til at sige.

Men det er rart at komme derned igen. Rart at koble af og rart at mærke at det meste af kroppen virker. Så må jeg tage de hylende lunger og den skrævende gang med. Det er forhåbentlig kun en overgang jeg skal ligne en overarbejdende røvpulet KOL-ramt havneluder.

0 Comments

Jeg ved godt at der er mange irriterende spamblogs, men er det derfor at man kun kan se to indlæg på forsiden? Man får jo slet ikke læst de andre (gode) blogs, der popper op.

7 kommentarer

Forleden fik jeg kommentaren fra en Twitterbekendt “Du er meget glad for katte”. Måtte korrigere damen en kende - jeg er glad for mine forældres katte. Og deres hund aka Ponyen.

Ikke desto mindre fik udsagnet mig til at kigge lidt nærmere på mig selv. Og opdage, at jeg er mindst lige så irriterende, som dem, der fylder Facebook med billeder af deres yngel ti gange om dagen. Nu har jeg sjældent noget imod børnebilleder, medmindre det ligefrem er 3D fra livmoderen. Jeg har heller ikke noget imod børneupdates, medmindre det er a la “Så gik vandet, nu skal vi have en babyyyyy” som min kusine skrev, da hun skulle føde nr 2 (og som fik min bror til at slette hende fra sin venneliste).

Nå, jeg har opdaget at jeg er lige så slem, som den mest dedikerede facebookfascist, der spammer andre uskyldige med sin egen yngels unuttetheder. For mine forældres indehusdyr er jo noget af det mest NUTTEDE, der findes. Det synes alle! Og hvis de ikke synes det, er det fordi at der er noget galt på tagetagen og derfor burde man sende dem afsted til psykiatrisk mest lukkede afdeling, de barbarer!

Hvem kan fx stå for Tille, der er gået i seng??

I går, var jeg ponysitter. Og det blev foreviget. I hvert fald, da vi kom til Moesgaard strand og havde en lang og herlig gåtur ved vandet, hvor alt var sol, sommer og idyl. Og glad hundeleg i vandet. Det skulle selvfølgelig fotograferes, ikke?

Med til historien, hører at jeg bankede en af mine bekendte op, der er lige så subsistensløs… øh, arbejdsløs som jeg selv, da Ponyen er lige lovlig tovlig at gå med, så der var brug for en stærk hundesnorarm. Og en til at holde kameraet (og låne mig sin sweater, da min medbragte vinterjakke var for tyk). SUPERnice dag, hvor vi gik tur i noget lignede 4 timer og alt var godt.

Da jeg gerne vil have Ponyen på besøg igen, skulle hundehyggen selvfølgelig dokumenteres på fjæset, så Moderen kan se, hvor FEDT det er at være på besøg hos Milady.

Halvvejs inde i billedoverførslen, stod det mig klart, at jeg FGM ikke kun gjorde det, for at min Fru Moder skulle se det. Næææh, hele vennebundtet (med nogle få undtagelser) skulle kraftedeme se Ponyen for fuld udblæsning, for han er jo Guds gave til menneskeheden. Sød, nuttet, bedårende, sjov og en masse andre prædikater, som ellers kun forblændede forældre bruger, når de skal beskrive deres egne unger.

Men i modsætning til forblændede forældre, har jeg ret.

Se selv!!

Og her:

Er han ikke noget af det kæreste?

2 kommentarer

En af mine venner er en bitterfisse. Ikke fordi han er sur og brokker sig for fuld hammer, men fordi han får læsterlige slag for det, hver gang han trykker på tastaturet.

Thi - og det har han tilfælles med en vis  Bethany -  siger han det, som andre (jeg) selv tænker og han får læsterlige høvl for det, hvor folk fjerner fokus fra emnet og går direkte efter manden.

Forleden deltog han i en facebookdebat om en kunster, der sulter hunde ihjel og kalder det kunst. Min ven skrev noget i retning af “Slap nu af, det er bare en hund. Hvad med alle de andre hunde, der sulter ihjel hver dag? Og de sultne børn i Afrika?” og blev groft svinet til. Hvilket beviser klaphattekunstnerens pointe - at mennesket er superdobbeltmoralsk. Masser af hunde dør hver dag af sult, uden at der bliver gjort noget ved det, men i samme øjeblik en enkelt bliver eksponeret, ryger dyrevenner, café latter og andre let forargede lynhurtigt op i det røde felt. Men stakkels ven, forsøgte at holde debatten på sporet  -nemlig det dobbeltmoralske i reaktionerne på Ekstra Bladets artikel med hunden.

For mindre end et år siden, kom han for alvor i ilden, da han revsede de, der satte et norsk flag på deres facebookprofiler, for at vise sympati med Utøya-ofrene. Jeg kan ikke huske ordret hvad han sagde, men han mente i hvert fald at den der kollektive klappen sig selv og andre på skuldrene, mens at man bekræftede sig selv og hinanden i at man er gode, empatiske og næstekærlige mennesker, når det ikke koster noget at ændre lidt på et billede, var en hån mod de mennesker, der var blevet dræbt på Utøya og deres efterladte. Altså, at Facebook er et udstillingsvindue for gerningsretfærdighed.

Nej, som han fik stryg! Hvilket jeg godt kan forstå, hvis folk følte sig ramt. Men han blev kaldt alt muligt og hans forældre blev også draget ind i debatten, hvilket jeg synes er en enorm mangel på pli, sympati, empati og en masse andre gode egenskaber hos “debattørerne”.  Jeg må indrømme, at jeg havde tænkt de samme tanker, men jeg protesterede kun ved at undlade at plastre min væg til med sympatitilkendegivelser (som kun mine venner ville kunne se) og norske flag.

Min pointe med dette indlæg er den gode gamle at stikker man snuden frem, får man hug. Men behøver det at være snuden, man går efter, når nu vedkommende faktisk rejser en interessant (teoretisk) debat?

Eller er det mig, der er naiv?

2 kommentarer

9:00:00 Skal køre Mormor på hospitalet om en halv time. Hun er allerede begyndt at gøre sig klar.

9:20:00: Nu er hun begyndt at spørge om jeg er klar. Og om jeg har tøj på. Tror åbenbart ikke på at jeg kun mangler skoene.

9:20:25: Hvorfor skal min mormor ALTID være en krig foran tiden? Det tager MAX 12 min at komme ud til hospitalet herfra

9:25: Så afsted. Når hun er kommet ind i bilen.

9:27:30: Mon jeg kan snige den op på 50 uden hun opdager det? Ellers stopper vi trafikken.

9:28:10 Hjertestop! Hun skreg PAS PÅ DEN SKARPE KANT DER!!! og mente en chikane ved fortorvet.

9:35: Ryster stadig. Min mormor er Hyacinth gange 23! Er blevet advaret om ALT, der bevæger sig i 150 meters rækkevidde. Og også det, der ikke bevæger sig.

9:37: Forsøger at forklare mormor at enten må jeg køre i det vand, der ligger til højre i vejbanen, eller også kører jeg ind i de modkørende.

9:38: Prøver nu at aflede mormors opmærksomhed fra min kørsel, ved at få hende til at se efter underlige mennesker/biler på vejen.

9:40: Mind the cattle, Hyacinth!

9:41: Blev overhalet af en sirenebil. Opdagede den KUN, fordi de blå lys var tændt.

9:42: Har forgæves forklaret Mormor, at sirenebiler har forkørselsret og at jeg var nødt til at trække ud i en vandpyt, så den kunne passere os. Tror nu heller ikke, at det er det skvæt vand, der lægger Corollaen i rustdyngen.

9:43: Leder efter parkeringspladser

9:44: Har fundet en parkeringsplads. I den gale ende af P-pladsen. Hvilket betyder at konen skal gå 10 meter ekstra.

9:45: Er af Mormor blevet instrueret i at parkere, ved at lave et ordentligt herresving. “Det siger Morfar altid til mig, og han har helt ret - det virker hver gang”,

9:46: Har herreparkeret en bil og smilet venligt til en kontrollør

9:47: Har slået min personlige rekord i sprint, da jeg spænede om kap med kontrolløren hen til bilen, for at sætte p-skiven. Elsker kontrollører med humor. Mormor ser dog en smule anspændt ud.

9:49: Har heltemodigt berettet for mormor om min disputs (=fnis fnis hihi) med kontrolløren og lovet at vi IKKE får en bøde.

9:50: Hvad er DET??? Der går et gult dameskelet foran mig. I knæhøje støvler, der sjasker om knæknoglerne. Og det ryger. I shit you not!!!

9:51: Er stille blevet enig med mormor om at dameskelettet skal have sine sidste fornøjelser, inden hun går i graven. Brrrrr.

9:52: Er kommet til før tid. Sidder på en tomandsstue i et par supermagelige lænestole. Tager lige en lur….

0 Comments

Jeg plejer at have noget at sige hvert år til kvindernes kampdag. Normalt er det noget med kvinderne skal stoppe kvoteklynkeriet og komme ind i kampen, men den kamp er på bedste vis blevet overtaget af Bitterfissen Bethany, som formåede at pisse hele cafelattespeltsegmentet af, da hun fornærmede Anne Sophia Hermansen  -hvilket jeg ikke hat formået, så jeg gider ikke skrive om det mere.

I hvert fald ikke i dag.

Faktisk har jeg slet ikke gidet forholde mig til kampdagen i år, andet end ved at nægte at gå på Kvindemuseet i Århus og få mine nedre dele foreviget i Kussomaten.

Alligevel har min dag stået i kvindernes tegn. Jeg gik nemlig på bogudsalg. Først i mit yndlingsantikvariat, hvor jeg fandt håndbogen “Den moderne Kvinde og hendes Hjem” fra 1947 og tak skæbne, det kræver sine steder en dram et eller andet stærkere end ingefærte, når bogen diskuterer om den nygifte kvinde skal beholde sit selverhverv, husholdningspenge og andet godt, der får mig til at takke de gamle feminister på mine grædende knæ, fordi de gik ud og brændte BH’er, tog på Femølejre og flippede helt ud i hampen dengang i de vilde 70′ere.

På det autoriserede bogudsalg købte jeg en bog om Madame Pompadour, som til fulde beviste - med sit hele levned - at hvis en kvinde for nogle hundrede år siden ville have magten, måtte hun bolle sig til den. I shit you not!

Glædelig Kampdag, tøzzer.

0 Comments