Advarsel: Milady er forarget i den grad, at jeg burde ansættes på EB og give den som klummeskribent, når stemningen skal piskes op. Eller gå over til Indre Mission og prædike synd og død, samt lidt lummer forargelse over livsnyderne.

Fuck me hard, nu BE’R jeg dem, Fru Heilbunth! Hvad er det lige, der sker på Christiansborg? Hvad er det for en elitær, forkælet møgungementalitet, de fremviser derinde? Venstre og DF, som i 2007 var med til at vedtage den rygelov, der nu på 4 år har sendt rygerne ud i kulden, når de vil dyrke deres perverterede kræftfremkaldende, arbejdssky, asociale lille hobby, men de nægter åbenbart selv at efterleve den. Faktisk har de fået vedtaget særregler, så de kunne vedblive at ryge på arbejdspladsen. Vel at mærke INDENFOR på deres eget private kontor.

Kan I huske ramaskriget fra rygerne om hetz? Jublen fra Kræftens Bekæmpelse, der nu ENDELIG fik vedtaget loven, der skal medvirke til at gøre os kræftfri? (og hvis vi så bare lige kunne få gjort noget ved trafikosen, som jeg nægter at tro på er fri for kræftfremkaldende stoffer). Jublen fra ikke-rygerne, der ENDELIG kunne gå i byen uden at blive forgiftet af rygernes røgstank? (Til gengæld skal vi nu døje med stanken fra den metan- og svedproduktion, som øl og dans iværksætter).

På rygernes vegne, følte jeg mig i den grad talt ned til. Af Frelserne inde fra Kræftens Bekæmpelse. Af politikerne. Af alle de kloge anti-rygere. Af deres snak om at man udsatte andre mennesker for “kræftfremkaldende stoffer” (Hvad så med de trafikanter, der ikke kan cykle på arbejde, medmindre de kører hjemmefra kl 3 om natten?), at man skulle have frihed til at vælge røgen fra, bla bla BLA!

Nu sidder de folkevalgte, der vedtog adskillige frihedsindskrænkende love, og nægter at efterkomme dem. Hvilket jeg godt kan forstå. Men jeg fatter ikke deres argumenter.

Haarder siger at de er “Voksne mennesker” på Borgen. Javel, det er dine vælgere ikke? Har I så også vedtaget særregler, der gør det muligt at anvende eksotiske kæmpeknive som brevåbnere, mens vi andre skal døje med bøder for at transportere alt over urteknivsstørrelse?

Søren Espersen: “Vi skal ikke sidde herinde og være dydsmønstre”. Jo du skal. Det er det, du får dine alt for mange penge for! Du har siddet derinde og stemt for absurd kontrollerende love, men du nægter selv at følge dem. Er du klar over hvor grimt tobaksrøg stinker? Især nu, hvor I mere eller mindre har fjernet det fra et offentlige rum. Når man endelig møder et sted, hvor der ryges, er reaktionen fra en ikke-ryger betydeligt kraftigere end den var for 5 år siden, da det ikke var tabu at ryge andre steder, end ved de vedtagne gabestokke.

Og politikerne skal NETOP være dydsmøndtre. Især, når de selv laver lovene, Hr. Espersen. Men hvis du forsøger at ophæve rygeforbuddene, skal jeg ikke stille mig på tværs. Kan du så ikke også lige gøre noget ved den der knivlov, der er i omløb? Og alle de andre mærkelige love, der ikke tjener til andet end at opretholde et kæmpe bureaukrati? Please?

Ih, jeg er så forarget at jeg bliver helt pinligt berørt - jeg vil have nye politikere. Politikere, der står ved de love, som de selv har vedtaget!

Helle, hvornår er der valg igen?

Edit: Og just som jeg publicerer ovenstående, skærer Lykketoft igennem og forbyder rygning på enmandskontorerne fra nytår. Så er Milady glad igen. Nogenlunde. Er stadig spruttende forarget over mentaliteten, der ligger bag. Er I klar over hvad røg gør ved inventaret?