De, der har hængt på længe, ved at jeg har en mormor, der virkelig gør en indsats for at lære at begå sig udi den digitale verden. Jeg har lært hende at smsse og at håndtere sin computer på nettet og hun er faktisk så god til det, at jeg efterhånden ikke får flere hotlineopkald, når dyrene ikke makker ret.

Men så er der heldigvis min moder. Som heller ikke kan smsse. Eller rettere, min svoger har tvunget hende til at lære det. Indtil for nylig, nægtede hun af principielle årsager at lære det, men Jødens argumenter er åbenbart bedre end vi andres. Det betyder dog ikke at hun gider skrive beskederne.

Så i morges kl tidligt jeg fik følgende opkald:

…. dut dut dut …

Mig: Hej Mor?

Miladymor: Hej Pusser (eller noget i den retning) Jeg tænkte på om du ikke kunne sende en sms for mig?

Mig: For dig?

Miladymor: Ja. Jeg har jo den her bekendte som… bla bla bla bla bla og nu vil hun gerne have Jødens nummer. Kan du ikke sende det til hende?

Mig: Hvorfor det? Hvad er der gået galt med at ringe til damen og give hende nummeret ad dine sædvanlige kanaler?

Miladymor: Jamen hun er så forvirret bla bla bla og så tænkte jeg at det var bedre at sende hende nummeret.

Mig: Jamen har Jøden ikke lært at smsse? Kan du ikke selv sende den?

Miladymor: Jamen jeg GIDER IKKE! Det tager sgu så lang tid. Og jeg er på arbejde!

Mig: As if. Du har også pauser. Og kollegaer på min alder. De kan godt styre din Nokia. Den der, den ordner du selv. Eller venter til i eftermiddag, så skal jeg nok vise dig, hvordan man gør.

Miladymor: Jamen det er DØDKEDELIGT.

Og så videre frem og tilbage. Jeg er stolt af at kunne sige at jeg fastholdt mit “Nej” næsten uden dårlig samvittighed. Hvem hun så fik til at sende beskeden, aner jeg ikke. Jeg er dog sikker på at hun ikke har gjort det selv ;-)