Gakkede myrer torsdag, 1. mar 2012
Ligegyldigt og Læserier og Studier
Man får ofte stillet den opgave, at beskrive sig som et dyr. Eller sige, hvorfor man gerne vil være et bestemt dyr. Alternativt skal man sætte dyreprædikater på sine venner i en eller anden form for socialterapeutiserende sammenhæng.
Således er jeg forleden blevet kaldt et murmeldyr, hvilket var en rar afveksling fra den evindelige kat.
I dag fandt jeg til gengæld et dyr, som jeg ikke vil være. Overhovedet ikke!! Aldrig aldrig ALDRIG I LIVET!!!!!
Hvis nogen ever vover at sammenligne mig med en myre, kan de godt berede sig på en pludselig død. Og jeg vil ikke blive dømt, thi det vil ske i ren affekt og vi ved alle, at det er så godt som en frikendelse for alt andet end et hidsigt temper. Hvilket jeg også har. Undtagen når jeg virkelig skal bruge, hvilket er irrelevant og egentlig også uinteressant.
Back on track. Jeg vil IKKE være en myre!
Det er bare for nederen. Myrer er nemlig røvslikkere. Det passer. Myrer er vilde med bladluselort. Indenfor biologien taler man om bladlusenes fækalier som honningdug. Det er åbenbart noget enpormt sukkerholdigt stads og myrerne er vilde med det. Bladluselort er sundt myreslik. Faktisk er myrerne så vilde med de små kræs ekskrementer, at de holder bladlus som husdyr. Og forsvarer dem mod fjender. Lige som lille David bankede løver i det Gamle Testemente, for at redde sine små lam, sådan banker myrerne mariehøner, hvepse og hvem, der ellers kunne tænkes at udøve attentater på deres husdyrhold. Når myrerne bliver (lækker)sultne eller sliksyge om man vil, stryger de bladlusene med deres følehorn. Sligt sætter åbenbart grundigt fut i bladluseperistaltikken og de begynder at skide honningdug som myrerne (jeg citerer fra artiklen) “slikker direkte fra lusens numsehul”. BWADR!!!! Myrer er røvslikkere. Røvhulsslikkere!! Det var grund nr 1 til at jeg ikke vil være en myre.
Nummer to grund er, at de myrer, der går under betegnelsen tissemyrer - altså de små krapyler, der kan få underkroppen til at spy sviende væsker - har fået omdannet kønsorganerne til miniaturegiftfabrikker! Udskift Vagina Dentata med Vagina Acid og du har en tissemyre. ØV!!!
Den sidste grund er at det er en Machiavelli, blandet med middelalderens pavestat, at være myre. I hvert fald ung dronning. Når det er tid for de unge myreprinsesser at forlade fødetuen og starte et nyt bo, slår de sig ofte sammen i dronningekollektiver og starter en ny tue sammen. Alt er fryd og gammen, lige til tuen kører på skinner. Så er der intriger, bitchfights og dronningemord i det unge myrehjem, lige til der kun er en dronning tilbage. Som er blevet overdronning og ikke til at spøge med. Parallellen til pavestaten er, at det en tid var farligt at blive valgt til pave. I løbet af nogle år, blev man enten forgiftet, fik slået skallen ind med en hammer, et søm hamret ind i baghovedet, eller hvad fjenderne ellers kunne finde på af aflivningsmetoder, for selv at komme til pavefadet.
Så ved jeg godt at de gamle egyptere snakkede om at man skulle gakke til myren og blive viis, men var der ikke noget med at deres faraoner også var plaget af intriger og mord indenfor familien?

Myrerne kørte altså deres eget realityshow længe før TV blev opfundet? Smokin’…
Ohlala - hvis du fyrer den der af på et aktiveringskursus, tror jeg nok hundehandleren (eller hvad for en personage de nu har sat til at styre showet) vil gå helt i sort
Jeg tror så heller ikke jeg gider være en myre - endnu et dyr streget på listen over potentielle totemmer, så er der kun få tusinde tilbage at vælge imellem!
Jeps, Line. Og myrerne er MEGET bedre til det, end Amalie&Co.
Betteskov: Jeg HAR overvejet det. Var desværre så kvik, at jeg selv fandt noget virksomhedspraktik, som aktivering og det er faktisk i den forbindelse, at jeg kom til at læse om myrer.